Man kan placere Susanne Kraißer i den store moderne figurative tradition. Hendes tema omhandler, hvordan iagttagelsen af det levende bliver en uforanderlig form, der alligevel minder os om dens oprindelse. Det er dette paradoks, der gør denne kunst så tiltalende. Når en lille form skaber en spænding. Hendes pigefigurer formidler stemning og karakter gennem deres veldefinerede kropsholdning. Selvfølgelig er de ikke mennesker, men i deres opfattelse tror beskueren at kunne opfatte noget af det, som disse kvinder føler sig: ikke helt frie.

Susanne Kraißer værker er præget af to temaer: Fuldstændige figurer og kropsdetaljer. Disse gruppers skala virker kontraintuitiv: de fulde figurer er små, mens kropslandskaberne er store og massive. Med dette enkle virkemiddel behandler billedhuggeren spørgsmålet om afstand og sætter det i forbindelse med beskuerens krop. Den, der tænker det igennem, opdager, at Kraißers beslutning ikke er så forskellig fra en fotografs beslutning om helheden eller detaljen; men billedhuggeren tilføjer en absolut skala til dette.