Anne Ditte grafik

Anne Ditte
Jeg voksede op på en lille gård ude på landet. Jeg boede i trygge rammer sammen med min mor, far, og lillesøster. Livet var et eventyr, jeg var altid klædt ud, igang med at skrive på et eventyr – eller starte et filmprojekt op sammen med mine venner og min søster. Jeg så aldrig nogen form for fare i tilværelsen. Jeg var altid godt beskyttet og hold af, omringet af familie og venner. Der var kærlighed nok til alle, og omsorg i store doser. Jeg har aldrig følt at der kunne ske min familie noget dårligt. Jeg elskede skoven og havet, og følte jeg blev forvandlet til en indianer når jeg betrådte skovbunden, samtidig blev jeg straks til en havfrue når jeg kastede mig i bølgen blå. Jeg havde altid et smil på mine læber og uanset hvordan livet omkring mig hang sammen, så jeg altid mulighederne – og ikke forhindringerne der var forude.

Jeg flyttede til Hawaii da jeg blev 21, hvor jeg læste på universitetet. Da jeg kom hjem til Denmark igen begyndte jeg at læse religions videnskab, i Odense, men efter 3 år droppede jeg ud for at satse på skuespil og kunsten. Jeg flyttede til København og skabte mig et netværk, men efter et par år blev min mor blev enormt syg, og døde kort tid efter. Jeg valgte derfor at flytte hjem til min far, sammen med min lille søn på 3 måneder.

Jeg boede hos min far i halvandet år, og det var der jeg for alvor begyndte at skabe mit kunst. Samtidig var min søster blevet meget psykisk syg. Hun havde mistet en ekskæreste til selvmord efter en diskussion imellem hende og ham, for år tilbage – og senere havde hun, som jeg, også mistet vores mor – derfor var det miljøet som min søster var havnet i meget medtagne og nedbrydende. Desværre så hun det ikke selv, selvom det var spejl klart for os andre, hvad der foregik. Hun havde holdt det hemmeligt i mange år, hendes stofmisbrug, men nu stod det klart for os alle, at hun ikke længere kunne skjule det, desværre var skaden sket og hendes psyke var blevet så beskadiget. Jeg mistede min søster i februar 2019, hvor hun valgte at tage sit eget liv.

Tabet af min søster var ufattelig hårdt, hele mit liv havde været med hende, hver eneste minde jeg var gået igennem havde været med hende. På trods af tabet, som skar dybt i mit hjerte, så lovede jeg mig selv, at min søn, på nu 3 år ikke måtte lide under for en mor der var ulykkelig og uduelig. Så jeg valgte at se på min søn, en glad lille dreng, som var i live og så ville jeg nyde ham helt fuldt ud, med alle de smil og grin som livet kunne give os, i stedet for at bruge min tid og mine kræfter på, at være ulykkelig over en søster, der ikke længere var iblandt os.

Nu vil jeg bruge min passion på at skabe videre og forhåbentlig kan min historie, min viden og mine erfaringer minde andre om, hvad der er vigtigt her i livet – og hvad der ikke skal bruges kræfter på.